Ifølge flere rapporter tyder det på, at ordblinde forældre har udfordringer med at hjælpe deres ordblinde børn igennem skolesystemet – både fordi de ikke får de rette kompetencer, og fordi samfundets tilgang til læsning er forældet.
Af Thea Rømer Bryld og Telma Svangtun Eriksen
Har du brug for at få læst artiklen op? Så scan vores QR-kode!
Stine Hvid Møller Christensen er 42 år og arbejder som folkeskolelærer i Silkeborg. Derudover er hun ordblind, mor til ordblinde og uddannet ordblindelærer.
Da Stines ældste søn, Erik, gik i 3. klasse, bad forældrene om en samtale med skolen. De ville gerne have, at skolen kiggede på hans evner til at læse og stave. Her fandt lærerne ud af, at han kun kendte 19 bogstaver.
“De synes, at det var mærkeligt, for han læste jo, og der måtte jeg sige nej. Han husker og gengiver.”
Erik blev først testet i 7. klasse, selvom han havde fået hjælpemidler siden 3. klasse.
Stines yngste afkom, Hans Carl, er også ordblind. Når han skal skrive sit eget navn, skriver han HC – for han kan ikke stave til hele sit navn.
“Der kunne vi allerede se, inden han startede i skole, at det ville blive svært. Han kunne ikke tale rent. Og der tænkte jeg, at min mor er ordblind og mine drenge har tydeligvis problemer med det, så nu lader jeg mig teste. Der var jeg 39,” siger hun.
Svaret på testen var klart. Stine er ordblind, præcis ligesom sin mor og sine 3 sønner.
“Da jeg kom ned på VUC og skulle have svaret på min test, spurgte hun, hvad jeg lavede på skolen. Om jeg gjorde rent. Der måtte jeg jo sige, at jeg var lærer og havde undervist i 13 år. Det var hun godt nok overrasket over.”
Et handicap gennem generationer
Det er ikke usædvanligt, at ordblindhed går igennem 3 generationer, som i Stines families tilfælde. Ordblindhed er nemlig delvist arveligt.
“Man arver ikke som sådan ordblindhed, men man arver en svagere evne til at manipulere og arbejde med sprogets lydside. Hvis du har en ordblind far eller mor, så har du 4 gange så stor risiko for selv at blive ordblind,” siger Dorthe Klint Petersen, som er uddannet audiologopæd. og har en ph.d fra Københavns Universitet.
Dorthe Klint Petersen er en af hjernerne bag den nationale ordblindetest, som bliver anvendt fra 3. klasse i grundskolen for at teste eleverne for ordblindhed. Hun bliver bakket op af Gitte Møldrup Frederiksen, som er ordblindekonsulent i Silkeborg Kommune.
“Ordblindhed er noget, man er genetisk disponeret for. Det vil sige, at hvis der er ordblindhed i familien, så har man en højere risiko for også at være ordblind.”
Lighedstegn mellem bogstaver og lyd
Ordblindhed er Danmarks største handicap, og man estimerer at cirka 400.000 danskere lider af det. Der er mange ting, som kan være udfordrende, men der er især en ting, som er vanskelig, når man er ordblind.
“Os ordblinde er jo udfordret, når vi skal sætte et tegn og en lyd sammen. Der er noget i vores hjerne, der er anderledes, så vi kan ikke sætte lighedstegn mellem de to ting. Vi ved ikke, hvordan lydene ser ud. Jeg kan ikke stave til æble. Jeg ved godt, at det er æ og b, og så kommer der enten et l eller e, men jeg aner stadig ikke i hvilken rækkefølge,” siger Stine Hvid Møller Christensen.
Men hvordan det helt nøjagtigt fungerer, kan Ethan Weed kun gisne om. Han forsker i sprogforstyrrelser, herunder ordblindhed, og er lektor på afdelingen for Lingvistik, Kognistitionsvidenskab og Semiotik på Aarhus Universitet.
“Der er ikke rigtigt nogle, der ved helt præcist, hvor sproget sidder i hjernen. Der er ikke ét sted i hjernen, hvor sproget foregår. For de fleste er det spredt ud over venstre side, men der er også nogle, der har det i højre side, og nogle der har det ligeligt fordelt over begge halvdele. Det er meget komplekst,” siger han.
“Jeg kan jo ikke hjælpe”
Egmontfonden har i 2018 lavet en rapport, hvor 28 procent af de adspurgte børn angav, at mindst en af deres forældre er ordblind – og det kan give store udfordringer, både for forældre og børn, når der skal læses lektier.
Disse udfordringer kender Stine Hvid Møller Christensen alt til. Det kan nemlig være svært for hende at hjælpe sine børn med skolearbejde.
“Jeg kan jo ikke hjælpe med lektier i sprogfag – for jeg kan ikke selv. Jeg kan jo godt se, at de forældre, der er så udfordret af deres ordblindhed, at de ikke selv kan læse, får enormt svært ved at sidde og læsetræne med deres børn.”
Mangel på ressourcer
Dorthe Klint Petersen påpeger forskellige årsager til de vanskeligheder, som ordblinde forældre til ordblinde børn kan stå overfor.
“Det er forskelligt, hvor mange ressourcer, der er i hjemmet til at støtte op omkring barnets ordblindhed. Men det hele afhænger jo også af forældrenes færdigheder, for hvis de selv har svært ved bogstavernes lyde, så det er jo svært at støtte op om den form for læseindlæring,” siger Dorthe Klint Petersen.
Ifølge Thomas Mose, medstifter af Ordblindetræning, som er en landsdækkende kursusvirksomhed med speciale i ordblindhed, handler det ligeledes om hvilke forældre, der har ressourcerne til at sætte sig ind i, hvordan de hjælper deres børn bedst muligt.
”Det handler om de forældre, der prioriterer det, og det er nok mange gange desværre de ressourcestærke, der gør det. Så hjælpemidlerne er der, men jeg tror bare, at der er en slagside i forhold til, hvilke forældre der vælger at sætte sig ind i dem, så de kan støtte deres børn bedst muligt.”
Egmontrapporten fra 2018 viser også, at kun 34% af de adspurgte elever føler, at deres forældre er gode til at hjælpe dem med deres digitale hjælpemidler.
At læse med ørerne
Ifølge Gitte Møldrup Frederiksen, ordblindekonsulent i Silkeborg Kommune, handler det også i stor grad om en skævvridning af, hvordan samfundet ser læsning.
“Det er lidt den der forældede tankegang, som tit de ordblinde forældre har mest. At de skal lære at læse på den rigtige måde. Det handler om, at samfundet skal ændres i forhold til den måde, man tænker at læse en bog på. Man læser jo også, når man lytter til en lydbog,” siger hun.
Netop tanken om at komme væk fra den oprindelige definition af, hvordan man læser, ville Stine Hvid Møller Christensen også ønske, at vi kom væk fra.
“Til samtlige forældremøder står der en læsevejleder og husker forældrene på, at de skal huske at læse 20 minutter med deres børn hver dag. Men det er jo svært, hvis man ikke kan læse selv. Jeg kunne godt ønske mig, at man blev gjort opmærksom på, at det er lige så fint at lytte til en bog. Det er jo også at læse,” siger hun.
“Det er ikke godt nok”
I Egmontrapporten vurderer Jan Sejersdahl Kirkegaard, der er tidligere pædagogisk chef for PPR og Specialpædagogik i Børne og Unge i Aarhus Kommune, at forældre kan være centrale i ordblindeindsatsen. Især familier, hvor forældrene selv er ordblinde, har brug for hjælp til opgaven.
Derfor er det vigtigt, at kommuner og skoler sørger for, at familier med ordblinde børn får hjælp til at være et støttende bagland.
Jan Sejersdahl Kirkegaard mener også, at de fleste kommuner kan blive bedre til at sikre, at skole, PPR og forældre samarbejder og afstemmer forventninger til hinandens indsatser. Det er Aarhus Kommune et bevis på.
“KCL samarbejder ikke direkte med forældrene om indsatser, men gør det gennem det pædagogiske personale på skolerne. Vi optager kun 90 elever om året på de intensive kurser, og det er ikke godt nok, at vi er så stor en kommune, og så er det kun 90 familier, der kan få hjælp. Vi godt er klar over, at der måske sidder nogle familier, som ikke oplever, at de får hjælp nok i Aarhus Kommune – både til dem selv og til deres børn,” siger Gitte Skipper, som er leder af Kompetencecenter for Læsning i Aarhus Kommune.
Ingen fokus på forældre
En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at hver fjerde folkeskole ikke har retningslinjer for, hvordan de arbejder med de ordblinde. Det er dog ikke nødvendigvis en ulempe ifølge Hanne Bertelsen, specialkonsulent i Kommunernes Landsforening med fokus på Børn, Unge og Folkeskole.
“Fælles retning er ikke nødvendigvis det samme som fælles retningslinjer. Vi hører, at kommunerne i høj grad anvender test, og at man følger op med brug af redskaber, når det viser sig, at der er behov for en indsats.”
I Silkeborg Kommune har de udvidet skolehjem-samarbejdet omkring de børn, der er ordblinde.
“Vi skal have en tættere dialog med forældrene, men vi har egentlig ikke et specifikt fokus på, om forældrene selv er ordblinde,” siger Gitte Møldrup Frederiksen, ordblindekonsulent i Silkeborg Kommune.
Tallet kan formodes at hænge sammen med, at næsten en fjerdedel af læsevejlederne på landets folkeskoler siger, at ledelsen på deres skole i mindre grad eller slet ikke prioriterer arbejdet med ordblinde elever.
“Der er forskel på hver enkelt folkeskole. Der er det jo skolelederen, der har det pædagogiske ansvar, så der er selvfølgelig nogle skoler, som gør mere end andre,” siger Gitte Møldrup Frederiksen.
“Det skal nok gå”
Selvom Stine Hvid Møller Christensen og mange andre ordblinde forældre kan opleve udfordringer med at hjælpe deres børn med lektierne, handler det mest af alt om noget andet for Stine.
“Det vigtigste, vi har givet vores børn, er, at det nok skal gå. Andre forældre tænker nogle gange, at deres børn ikke bliver til noget, fordi barnet er ordblindt. Det er jo lidt de fordomme, man møder. Min generation og dem, der er ældre end mig, har jo fået at vide, at de var dumme. Og hvis man hører det nok, så tror man jo på det. Men bare fordi man er ordblind, betyder det jo ikke, at man er dum.”